Brunkager

Her er en lækker opskrift og gennemgang af hvordan du selv laver dine egne lækre brunkager.

  • 1 kg Hvedemel
  • 500g Smør
  • 500g Sukker
  • 250g Sirup
  • 125g Mandler
  • 7g Stødt nellike
  • 25g Stødt kanel
  • 15g Potaske

Skold, smut og hak mandlerne groft.

Sirup, smør og sukker varmes op ved svag varme til lige før kogepunktet – tag gryden af og køl massen ned.

Bland mandler, nelliker, kanel i sirup blandingen.

Opløs potaske i en sjat vand og rør i blandingen.

Kom mel i og rør det godt igennem til dejen samler sig. Lad dejen køle ned – gerne i køleskab.

Når dejen er afkølet rulles den ud til en pølse på ca. 5 cm tykkelse. Rul den ind i bagepapir og lad den stå i køleskab min. 2-3 timer – gerne natten over. Det gør dejpølsen skærefast.

Forvarm ovnen til 180 grader.

Med en skarp kniv skæres tynde skiver af dejen pas på ikke at trykke dejpølsen flad. Læg skiverne på en smurt bageplade eller brug bagepapir. Bag brunkagerne i den forvarmede ovn ca. 6-7 min.

Lad småkagerne køle helt af før de kommes i dåse ellers bliver de bløde.

Vaniljekranse

Hjemmelavede småkager. Få helt bogstaveligt fingrene ned i dejen – det kræver lidt arbejde men du bliver rigt belønnet når de kommer ud af oven.

  • 250g Hvedemel
  • ½ tsk Hjortetakssalt
  • ½ stang Vanilje
  • 50g Hakkede smuttede mandler
  • 200g Smør el. margarine
  • 125g Sukker
  • ½ stk Æg

De tørre ingredienser blandes: mel, hjortetakssalt, og fint hakket mandler.

Marven presses eller skrabes ud den halve vanilje stang og det røres i de tørre ingredienser.

Smørret/margarine smuldres i, sukker tilsættes og dejen samles med det halve, sammenpiskede æg.

Dejen stilles i køleskab mindst 30 min.

Forvarm ovnen 200 grader.

Dejen kommes i en sprøjtepose med tyl i og der sprøjtes ringe ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bages gyldne i ovnen – ca. 8 min.

Lad dem køle lidt inden de flyttes over på en rist.

Jødekager

Disse jødekager er småkager med kanelsukker og mandler på. Lav dejen samtidig med brunkagerne og gør dagen til stor bagedag

  • 250g Hvedemel
  • ½ tsk Hjortetakssalt
  • ½ tsk Stødt ingefær
  • 1 stk Skal af usprøjtet citron
  • 200g Smør el. margarine
  • 125g Kanel sukker
  • ½ stk Æg
  • Ca. 30g Mandler

Skold, smut og hak mandlerne groft.

Mel, hjortetakssalt, ingefær og citronskal blandes. Smør/margarine skæres i tern og masseres/smuldres sammen med melet til det samler sig. Pisk et æg sammen og kom ca. halvdelen i. Det samler dejen.
Sukkeret tilsættes og dejen samles med det halve af det sammen piskede æg.

Lad dejen hvile i min. 30 min tildækket i køleskab. Kagerne bliver endnu bedre af at hvile til dagen efter.

Forvarm ovnene til 200 grader

Drys lidt mel ud på bordet. Dejen rulles ud på en glat overflade ca. 2-3 mm tykke. Pas på, at den ikke hænger fast i overfladen.

Med et glas af passende størrelse, 3-5 cm, stikkes et antal kager ud. Brug en palet kniv til at løfte dem over på en bageplade med bagepapir på.

Kagerne pensles med sammenpisket æg og drysses med kanelsukker og fint hakkede mandler. Bages i 5-8 min

Lad kagerne køle helt af inden de kommes i en kasse eller dåse.

Klejner

Her er opskriften på en traditionel dansk klejne – lav dem selv og inviter naboen ind.

  • 250g Hvedemel
  • 1 tsk Revet citronskal
  • ½ tsk Stødt kardemomme
  • ¼ tsk Hjortetakssalt
  • 75g Smør
  • 60g Sukker
  • 1 stk Æg
  • 1 spsk Piskefløde, vand el. sojafløde
  • 1 l Palmin el. olie (vindruekerne el. soja)

Mel, revet citron skal, kardemomme, hjortetakssalt blandes sammen.

Smør og sukker blandes i og masseres godt ind i melet. Dejen samles med ægget og fløden til en fast masse.

Dejen sættes tildækket i køleskab i min. 60 minutter.

Palminen eller olie varmes op i gryde. Den er klar når der dannes bobler eller det syder rundt om en tandstik eller enden på en grydeske.

Spred lidt mel ud over bordet. Del dejen i mindre klumper og rul dejen ud til ca. 0.5 cm tykkelse.

Kør kagesporen langs med en lineal eller kagerullen i ca. 5 cm brede baner. Dette gentages — bare diagonalt. Så skulle du gerne have et harlekin formet stykke dej. Med kagesporen skæres et snit på ca. 4 cm i midten af kagen på den lange led. Snittet åbnes lidt og den ene ende foldes igennem. Kunsten er, at den ikke må gå i stykker. Vær forsigtig når du gør det.

Klejnerne lægges forsigtigt ned i den kogende palmin og koges til de er gyldne, ca. 2-3 min. Vend dem undervejs.

Tag dem op med en hulske og læg dem på et stykke fedtsugende papir.

Lad dem køle helt af inden de kommes i en dåse.

Sikkerhed. Kogende olie kan antænde hav derfor et viskestykke ved hånden til at lægge over gryden.

Pebernødder

Skal du lege mus? Så er det nødvendigt med en hel masse pebernødder – her er en opskrift så du selv kan lave dem.

  • 1 stk Æg
  • 125g Hvedemel
  • 125g Sukker
  • ½ tsk Hjortetakssalt
  • ½ tsk Kanel
  • ½ tsk Kardemomme

Dette er en lille portion

Rør æg og sukker godt sammen til massen er lys, og det ikke knaser.

Sigt mel, hjortetaksalt, kanel og kardemomme i æggemassen og bland det godt.

Lad dejen hvile i 15-20 min.

Forvarm ovnen til 190 grader.

Rul 4 pølser, på tykkelse med en lillefinger, der skæres i ca. ½ cm stykker. Dej stykkerne trilles til kugler og lægges med lidt afstand på en bageplade med bagepapir.

Bag pebernødderne til de lækre lysebrune – ca. 5-6 minutter.

Lad dem køle helt af inden de kommes i dåse.

Lær her at smutte mandler

Her er en lille film der viser dig hvordan du nemt og enkelt selv skolder, smutter og hakker mandler.

Bring vandet i kog og læg mandlerne i. Kog dem i ca. et minut eller to til skindet har løsnet sig. Hæld det meste vand fra og lad mandler ligge i nogle minutter.

Smut skindet af ved at tage fat i den runde ende med tommel og pegefinger pres mandlen gennem skindet.